Ansættelse af ny produktspecialist

01-10-2018

Det er med stor fornøjelse, at Puls Danmark kan præsentere en ny produktspecialist indenfor ”sengerum”.
John Schmidt er manden som tager sædet, og har med sine mange års erfaring indenfor salg af hjælpemidler, de bedste forudsætninger for at vejlede nye som gamle kunder, trygt igennem udvalget af senge og tilbehør ved Puls Danmark.

John Schmidt bor til dagligt i Odense sammen med hans kone, som han har været sammen med i 33 år – hun har også et stort indblik i branchen, da hun er uddannet pædagog med speciale indenfor ADHD og autisme.
De har sammen hjulpet 10 plejebørn over en periode på 31 år.

Hjælpemidler er noget John har arbejdet med igennem en lang årrække. Han er oprindeligt uddannet cykelsmed, hvor han var selvstændig i 15 år. Cykelbranchen var dog ikke langt fra hans næste skridt i karrieren: han blev ansat ved BOMI i Skive, hvor han her solgte trehjulede cykler og kørestole, til både den private og kommunale sektor. Da de nedlagde kørestole området, valgte John at stoppe, efter 3 år, da han citeret fra interviewet sagde:

”Mit hjerte banker for at hjælpe andre, der har brug for det. Derfor kunne jeg ikke se mig i den stilling mere, da de stoppede med at sælge kørestole.”

 Efter fratrædelsen ved BOMI, fik John jobbet som salgschef ved Faaborg Rehab Technich. Her havde han ansvaret for at vejlede kunderne, med valg af alle de produkter og hjælpemidler, som de kan tilbyde. Dette har givet ham en endnu større erfaring og viden indenfor denne branche. Nu er der gået 7 år, og John har valgt at tage springet som produktspecialist ved Puls Danmark.

John udtaler sig om sin glæde for det nye job ved Puls Danmark:

”Jeg glæder mig til at starte på det nye job ved Puls. Når jeg først har taget beslutningen om at prøve et nyt job, så vil jeg bare i gang så hurtigt som muligt.”

Med hans mange års erfaring med salg af hjælpemidler, hvor han også den vej igennem har fået et stort netværk, starter han nu som produktspecialist indenfor kategorien ”sengerum”.
Kundegruppen er den samme, som han har arbejdet med ind til nu – kunderne ved Puls Danmark kan derfor føle sig i gode hænder: John er manden der kan vejlede og guide igennem valget af de korrekte senge, madrasser og tilbehør.

Tags: